Alexander den Store

Article on other languages:

del.icio.us del.icio.us
Digg Digg
Furl Furl
Reddit Reddit
Rojo Rojo
Add to OnlyWire
Alexander den Store på sin elskede hest Bukephalos (der på græsk betyder oksehoved) i slaget ved Issus, 333 f.Kr.
Detalje fra mosaik fra Pompei fra 1. århundrede f.Kr.
Kort over Alexander den Stores rige

Alexander III, kaldet "Alexander den Store" (gr.:Μέγας Αλέξανδρος, født sidst i juli, 356 f.Kr., død 10. juni 323 f.Kr.) var konge af Makedonien. Αλέξανδρος, Alexander betyder på græsk "ham der holder mænd på afstand" i betydningen; "beskytter af mænd". Alexander den Store var søn af kong Filip II af Makedonien og Filips fjerde kone Olympias, prinsesse af Epiros, datter af kong Neoptolemos, konge over Molosserne. Ifølge Plutarch, (Alexander 3.1,3) nedstammer Alexanders mor fra den græske helt Achilleus og hans far fra Herkules.

Alexanders moder, Olympias (udtales Olympías), påstod også, at Alexander var søn af selveste Zeus og derfor en halvgud. Der var tilsyneladende mange, der troede på dette, og derfor fik Alexander endnu større magt over folket og især hæren, da hans mænd var stolte over at tjene under en søn af Zeus. Dette betød også ifølge mytologien, at Alexander besad en særlig kraft, som gjorde ham almindelige mennesker overlegen. Muligvis har dette haft indflydelse på, at på trods af mytteri i hæren og på trods af stor utilfredshed med Alexander, var der få, der gjorde alvorligt forsøg på at skade ham eller slå ham ihjel, også selv om de flere gange har haft lejlighed dertil, da Alexander under hjemrejsen gennem Indien var meget afkræftet og alvorlig såret.

Denne tro på, at en almindelig græker (makedoner) kunne være søn af en gud, var helt almindelig blandt grækere. Endvidere kan nævnes, at det også i vores del af verden tidligere var almindeligt, at konger og andre herskere brugte guddommeligt slægtsskab til befæstelse af deres position.

De græske bystater var allerede blevet samlet under Alexanders far, Filip II af Makedonien. Men Alexander den Store måtte først generobre dem efter en række oprør og kunne to år efter sin tronbestigelse invadere og erobre Persien, Egypten og en række andre kongedømmer. Han nåede helt frem til det nordlige Indien. Erobringerne medførte en hurtig spredning af græsk kultur i det sydøstlige Europa og store dele af Asien.

Indholdsfortegnelse

Barndom

Alexanders første læremester var en slægtning til hans mor Olympias, Leonidas, der havde en hel flok lærere under sig. Men Leonidas' måde at lære fra sig på, var brutal og fik ikke den succes, som man havde håbet på. Derfor sendte Alexanders far bud efter Aristoteles. Aristoteles blev Alexanders og nogle jævnaldrende drenges læremester. Han gav Alexander grundig træning i retorik og litteratur og stimulerede hans interesse for videnskab, medicin og filosofi. Det er sandsynligt, at det var Aristoteles, der gjorde Alexander fortrolig med den græske kultur. Aristoteles gav Alexander en kopi af Iliaden, som Alexander altid havde med sig, og som han læste hyppigt i. Han sov resten af sit liv altid med Iliaden og en dolk under sin hovedpude.

Allerede som dreng deltog Alexander i Filips kampe for at få magten i Grækenland, men kom siden muligvis i strid med faderen, der havde tilsidesat Alexanders mor Olympias som dronning. Efter Alexanders død blev der fremsat rygter om Alexanders medskyld i drabet på sin far.

Alexander III også kendt som Megos Alexandros, i dag kendt som Alexander den Store, voksede op i Makedonien med sin moder, Olympias, og sin fader kong Filip II af Makedonien. Hans moder mente dog, at han var mere end blot kongelige mente nemlig, at han var guddommelig, at han var søn af den største Gud dengang, Zeus. Hun mente også, at han var i familie med naturguden Diony-sos, som man også anså for at være en af de største guder i antikkens Grækenland. Indtil Alexander var 12-13 år, havde Olympias stået for opdragelsen. Derefter overtog Filip opdragelsen, og han fandt, ligesom Olympias, ud af, at, de havde en mageløs søn. Filip gav ham en græsk opdragelse og kulturel baggrund. Han mente heller ikke, at Alexander skulle nøjes med almindelige lærere og han tilkaldte derfor Aristoteles som hans læremester. Hele sin barndom oplevede Alexander derfor, at han blev ophøjet over alle andre . Da Alexander var 20 år gammel havde Kong Filip inviteret prominente gæster fra hele Grækenland, som forberedelse til felttogtet imod Persien og Asien og for at blive hyldet fordi han havde forvand-let Makedonien til en stormagt . Men under ceremonien blev han myrdet af Pausanias, der sprang frem blandt livvagterne og dolkede ham. Både Alexander og Olympias var vidne til det. Der er flere beretninger på, hvem Pausinas var. Mange tror dog, at han var perser, da dette hænger sammen med, at det var et forsøg fra persernes side på at svække makedonerne. Andre, inklusiv Aristoteles, mente at Pausinas ville hævne sig på Filip, fordi han havde været Filips elsker, og nu havde droppet ham. Det er meget sandsynligt, at Olympias var Pausinas’ rådgiver, fordi hun i mange år ikke var bleg for at vise sit had til Filip . At Alexander stod bag, vil være meget usandsynligt, da han elskede sin far meget højt, samtidig med, at tidspunktet at sætte det i scene på, ville være meget dumt, da det jo foregik foran Grækenlands mest prominente navne. Sådan gik det til, at Filip døde, og Ale-xander III blev konge af Makedonien og dog. For dengang forholdte det sig sådan, at monarkiet i Makedonien ikke var arveligt. Når den gamle konge døde, måtte de våbenføre mænd fra hærens ledelse give deres samtykke til kroningen af en ny hersker. Det gjaldt derfor nu for Alexander at få makedonernes sympati. Den eneste konkurrent til tronen var Amyntas, som var søn til den tidligere konge Perdikkas og faktisk også Alexanders fætter. Alexander anklagede ham for højforræderi for så kort tid efter at henrette ham. Da Filip var død, samlede Alexander sine venner, iførte sig rustning og begav sig til kongepaladset. Her blev han hyldet som konge af et uvist antal betydningsfulde aristokrater . Men Alexander var fremdeles ikke udnævnt som officiel konge, for det endelig valg var det makedonske folks. Det var først nogle dage senere, i Aigai, med Filip på lit de parade ved våbengnyet, at Alexander med hele folkets tilstedeværelse blev den nye konge af Makedonien.

Makedonien på Alexanders tid

Alexander var makedonsk. Selvom Makedonien ligger lige nord for det græske område, var der endnu i klassisk tid adskillige grækere, som hævdede, at makedonerne ikke var rigtige grækere, men at de var lige så meget barbarer som alle de folk, der ikke var med i grækernes sproglige og kulturelle fællesskab. Efter alt at dømme var makedonernes sprog en græsk dialekt, og det er rimeligt nok at regne dem med til det græske kulturkreds. Makedonien regnes af historikerne som tilhørende de græske bystater (polis). Makedonerne havde ikke et systematiseret skriftsprog, men dannede athenere har senere beskrevet deres dialekt, som også er nedskrevet i teaterstykket "Makedonerne", og heraf konkluderer sprogvidenskaben, at der var tale om en form for æolisk, selvom de lå i udkanten, og selvom de sandsynligvis var kulturelt præget af illyriske og thrakiske folkeslag fra vest, nord og øst. Fra det 5. århundrede f.kr. vandt den attiske, græske dialekt og kultur i stigende grad frem i Makedonien. Først i den makedonske adel og kongefamilien, der indførte attisk som tale- og skriftsprog, og siden generelt.

Makedonien havde en del frugtbar agerjord, som lå i floddalene og ved kysten, men det meste af landet var bedre egnet til kvæghold og hesteopdræt, hvis det da ikke var for uvejsomme bjerge og skovstrækninger. Fra skovene kom der imidlertid tømmer som det øvrige, træfattige Grækenland havde hårdt brug for til at kunne bygge skibe. I bjergene var der guld og sølv, som de makedonske konger kunne bruge til fremstilling af egne mønter. Det meste af guldet kom fra ”Kongens Fæller”-bjerget. Makedonien havde ikke ret mange ”vigtige” byer; de to vigtigste var Aigai, Makedoniens gamle hovedstad, og Pella, den ny hovedstad, som overtog rollen som hovedstad i det 4. århundrede f.Kr.

Sammenlignet med stater som Athen og Korinth var Makedonien et ret primitivt samfund af større og mindre agerbrugere og kvægavlere. Deres forfatning var også ganske anderledes end fx den athenske. I Makedonien fandtes der stadig en konge, som var den øverste leder og anfører i krig. Kongen var dog ikke helt enevældig, idet han styrede landet sammen med medlemmer af kongefamilien og ledere af landets fornemste adelsslægter. Tilsammen blev de kaldt for ”kongens fæller”. I særlige tilfælde kunne medlemmer af ”kongens fæller” optræde som tronprætendenter. Desuden skulle en almindelig folkeforsamling, eller snarere en hærforsamling, anerkende den ny konge, hvis den gamle konge døde, og arvingen ikke var gammel nok til at regere.

Alexander III (Alexander den Store) kommer til magten.

Efter mordet på Filip i 336 f.Kr. tog Alexander omgående kongemagten og befæstede sit herredømme i Grækenland. På et møde i Korinth, hvor den Græske Union samledes, blev han udråbt til "Strategos Autokrator Hellenon" (ΣΤΡΑΤΗΓΟΣ ΑΥΤΟΚΡΑΤΩΡ ΕΛΛΗΝΩΝ) (direkte oversat general og kejser over grækerne). Formålet var officielt at udpege en leder, der kunne samle de græske folkeslag for én gang for alle at eliminere truslen fra folkeslagene nord for Makedonien og fra det persiske rige. Han knuste herefter et antal stammer nord for Makedonien. I mellemtiden var der gået rygter om Alexanders død til bystaten Theben i Sydgrækenland, og der opstod et oprør i det område. Alexander marcherede med sin hær på 14 dage gennem bjergområder de 380 km til Theben, som han fuldstændigt udslettede. Kun templerne og poeten Pindars hus blev ikke revet ned. Der blev dræbt 6.000 mand og 30.000 overlevende blev solgt som slaver for 440 sølvtalenter. Det øvrige Grækenland måtte nu forholde sig i ro.

Eftersom Philip nu var død, skulle der vælges en ny konge af Makedonien. Monarkiet i Makedonien var ikke arveligt, så kongevalget blev som vanligt afgjort af de ledende stormænd. Der var flere kandidater til hvervet som konge, men Alexander fik hæren på sin side og blev derfor hurtigt valgt som den ny konge over Makedonien.

Rollen som regent var dog ikke helt uvant for Alexander. Ifølge kilder skulle kong Filip på et tidspunkt have overladt magten til Alexander. ”På et felttog mod Byzans i 340 betroede Filip Alexander, der på det tidspunkt var 16 år, ledelsen af kongedømmet, idet han sørgede for at omgive ham med erfarne rådgivere.” Der er også beretninger om andre gange, hvor Filip har overladt magten til Alexander for en kort periode. Alexander var således ikke helt uvant med at skulle styre et land, selvom han kun var 20, da han kom til magten. Allerede inden for de første 15 måneder af sin regeringstid havde han knust oprør rundt omkring og marcherede ind i forskellige græske byer, hvor han havde forlangt underkastelse. I 334 f.Kr. med 37.000 mænd under sin kommando marcherede han ind i Asien. Stadig for at erobre nyt land til sit imperium. Han tilføjede nyt land til gammelt, og forsigtigt styrkede han sit erobrede land ved at grundlægge græske byer de steder, han havde erobret.

Alexander i krig

Alexander udmærkede sig tidligt som en dygtig soldat, taktiker og strateg, og den dag i dag betragtes han af militærhistorikere som én af historiens største strateger. Størsteparten af Alexanders regering – fra 334 f.Kr. – var opfyldt af hans store felttog mod Persien. I tre slag (Granikos 334 f.Kr., Issos 333 f.Kr. og Gaugamela 331 f.Kr.) slog makedonerne under Alexanders ledelse de persiske hovedhære, hvorefter det persiske rige brød sammen, og den sidste persiske konge, Dareios III, myrdedes af Bessos under flugten sammen med de græske lejesoldater under ledelse af general Memnon, som Alexander betragtede som forrædere mod den græske sag. I pauserne mellem fremrykningerne foretog Alexander også erobringer på andre fronter, bl.a. af Fønikien under stor blodsudgydelse (332 f.Kr.) og af Ægypten (332-31 f.Kr.). Når man ser på kilderne fra antikken om Alexander den Store, så viser de næsten alle sammen, at Alexander var en mand, der formåede at gøre noget som ingen andre kunne. Det er den almindelige opfattelse, at Alexander var en dygtig strateg og et politisk geni.

Den græske verdens hovedvåben i krig var og havde i flere hundrede år været det tungtudrustede fodfolk. Det var opstillet i den tætsluttende, dybe formation, der kaldes en falanks. Den makedonske falanks fik under kong Filip en moderne udrustning og blev gennemekserceret, og dens taktik blev fornyet. Samtidig blev rytteriet kraftigt styrket som angrebsvåben. Endelig i løbet af det 4. århundrede skete der adskillige fremskridt inden for belejringskunsten, som makedonerne primært selv udviklede under Alexander. Under Alexander blev rytteriet, som han selv var i, gjort til det primære kampvåben, og denne store bevægelighed er én af de primære årsager til hans taktiske successer, og han begyndte at bruge det mere. Et eksempel på, hvordan Alexander førte krig, finder vi i bogen ”Alexander Den Store (2005)” af Bengt Liljegren, oversat til dansk af Finn Abrahamowitz, under afsnittet ”Granikos”. Ifølge kilderne udarbejdede han hurtigt en plan om øjeblikkeligt angreb:

”Langs floden grupperede man skjolddrabanterne og falanksen på en næsten to kilometer lang og mand dyb linje. Kavaleriet blev stillet op på fløjene, på linje og med en dybde af ti heste. Alexander anførte selv de beredne, makedonske krigskammerater på højre fløj, mens Parmenion kommanderede den venstre, hvor de thessaliske, thrakiske og græske ryttere var ... Ligesom en skakspiller af og til vælger at ofre en brik for at opnå fordele, sendte Alexander først Amyntas med et lille kontingent kavalerister ... Det skabte uro i persernes kavaleri, og de trak sig ud på fløjen. Alexander og Parmenion kunne dermed udnytte dette til at angribe perserne på fløjen. Makedonernes lanser forårsagede store skader blandt perserne, og de måtte trække sig tilbage, da deres anførere var faldet. De græske lejesoldater bad om nåde, men Alexander gik til angreb for at vise sin dominans, og dermed var hans sejr total.”

Det var ved dette første, store slag, at Alexander for første gang viste sine evner for perserne, men dog var det uden Dareios’ tilstedeværelse.

Det var dog i slaget ved Gaugamela, som var den endelige kamp mod Dareios, at Alexander opnåede samme berømmelse som sin barndoms helt, Achilleus. Antallet af hvor mange krigere, der var til stede, varierer alt efter kilderne, og det er ikke muligt at komme med et præcist tal. Diodoros og Arrianos fortæller, at Dareios i løbet af to år havde samlet en hær på en million mand, men dette er tydeligvis en overdrivelse. Quintus Curtius Rufus er den, der opgiver det laveste tal: 200.000 infanterister og 45.000 kavalerister. Om Alexander bliver det derimod oplyst, at han havde 40.000 infanterister og 7.000 kavalerister. Hvilket muligvis er sat en smule lavt. Men en ting, som vi véd med stor sikkerhed, er, at Alexanders hær var betydeligt mindre end Dareios’.

Arrianos beretter om slagets højdepunkt ved Guagamela:

”I et kort stykke tid blev der udkæmpet en nærkamp, men da rytterne omkring Alexander, og også han selv gjorde et kraftfuldt angreb ved at trænge frem og stikke perserne i øjnene med spyd, og da den tætpakkede makedonske falanks med fremstrakte lanser havde kastet sig over dem, og alle frygtelige ting på én gang viste sig for den skrækslagne Dareios, var han den første, der gjorde helt om og flygtede”.

Også her såvel som ved Granikos var det Alexanders taktiske geni, der igen gjorde sig bemærket. Makedonernes mod og disciplin havde endnu engang afstedkommet den største sejr i Alexanders liv. Den persiske hær blev slået i stumper og stykker, og Dareios måtte som Arrianos beretter, flygte igen. Allerede to år før havde Dareios tabt slaget ved Issos, og her havde han også været klart i overtal. Arrianos taler om, at Dareios havde samlet en hær på 600.000 mand, men hverken hans tal eller nogle af de andres tal virker troværdige. Forfatteren Bengt Liljegren vurderer, at der er tale om 75.000 persere mod 30.000 makedonere. Alexander vandt dette slag pga. makedonernes meget bedre våben og måden, Alexander opildnede sine soldater til at gribe krigen an på. En anden væsentlig faktor var, at Dareios tidligt vurderede slaget som tabt og flygtede og lod sine tropper i stikken. Dette slag er også vist i filmen ”Alexander”; her ser man, hvordan Alexander opildner sine soldater, og hvordan han selv sammen med sin øverstkommanderende lægger strategi for slaget.

Nu skulle Alexander fuldføre Filips mission, som i første omgang gik på at erobre Egypten, efter at Filip havde samlet de græske bystater. Først at se lignede dette ikke en svær opgave for Alexander, for under Perserkrigene i 490-479 f.v.t. , havde perserne ødelagt store dele af Grækenland og dele af Makedonien. I første omgang galt det om at få støtte til invasionen af Asien af Makedonerne. Dem der ikke ønskede at hjælpe, Alexander dræbte han . Dette galt både familie medlemmer og andre aristokrater. De der ikke ønskede at støtte Alexander, blev enten landsforvist eller henrettet. Da alle forhindringerne var afskaffet i Makedonien begyndte, han at vende blikket syd mod Græ-kenland. Grækerne havde, efter at have hørt om Filips død, forsøgt at gøre oprør mod Makedonien fordi de så en god mulighed for at komme fri af Makedonien, men Alexander ville det helt anderledes. Han begav sig ud på et felttog med sine makedonske tropper, for at få de græske bystater med sig i inva-sionen af det persiske rige, og, for at komme til Korinth for at lade sig udråbe som hegemon og stra-tegos autokrator . Han blev kun stillet overfor en vanskelig opgave da han mødte den thessalske hær, der blokerede vejen. Dette problem løste han ved, at marchere uden om fjenden, over bjerget Ossa og dermed angribe fjenden i ryggen. De nedlagde våbnene uden kamp. Det var her første gang at han viste sine fabelagtige evner som en strateg på slagmarken. Spartanerne ønskede ikke at underlægge sig Makedonien, men han var dog alligevel tilfreds, for han havde knust alle de andre græske oprør. Spartanerne vendte sig senere imod Makedonien i år 330 f.v.t., men måtte også lade underlægge makedonsk herredømme og, indgik dermed også i det korin-tiske samfund. Alexander fik nu besked på, at der var problemer mod nord, tæt ved Makedonien, da nogle thrakiske stammesamfund ikke ville erkende makedonsk overhøjhed. Alexander ville ikke risikere at Makedonien blev angrebet mens han var på vej mod Asien. Han mente derfor, at det var nødvendigt at knuse de små stammesamfund på længere sigt. Alexander nedslagtede al modstand, men han fik også hjælp. Kong Langaros var en stor hjælper og raserede autaritarernes land, som i dag er kendt som Albanien . Alexander måtte afværge og nedkæmpe en masse små folkestammer i Illyrien mod kongerne Kleitos og Glaukias, hvor Alexander vandt en knusende sejr. De bidrog til hær afdelingen i år 334 f.kr. , men der kom aldrig en afslutning på krigen, så de blev dermed ikke underkastet Alexander. Dette var fordi, at der gik rygter om, at han var faldet. Storkongen Dareios den 3. så det som en stor mulighed for at skabe splid mellem Makedonien og Grækenland, og han forsøgte at betale athenske soldater, for at gå i krig med Theben mod Makedonien. Det lykkedes ham da også at få græske lejesoldater på sin side i kampen mod Alexander. Da Alexander kom til Theben var han meget interesseret i at forhandle med thebanerne, for at und-gå krig. Til gengæld var de ikke villige til at forhandle med ham, og nogle herolder opfordrede ind-byggerne til at gå sammen med Dareios mod Makedonien. Dette gjorde Alexander komplet rasende og han ødelagde byen totalt, for thebanerne var den makedonske hær helt underlegen. Alexander nøjedes ikke kun med fuldstændig at ødelægge byen, men bestemte i samråd med det korintiske forbund, at alle thebanerne nu var lovløse. Han skånede dog bl.a. den familie som havde huset Ale-xanders far, da han sad som gidsel samt, efterlevende til den berømte og anerkendte digter Pindar . Alexander og hans mænd blev, efter ødelæggelsen af Theben, af næsten hele Grækenland betragtet med had og afsky, men ikke af Athen, for dem skånede han, uden at der skulle være nogen grund til det. Grunden til at han skulle have undladt at straffe Athen, kan være, at han var ivrig efter at indle-de felttoget mod Persien, selvom Athenerne også havde brudt sig mod det korintiske forbund. Men efter at have skånet Athen, var Alexander klar til at rejse, med datidens Grækenlands imponerende størrelse af 30.000 fodfolk og 5.000 ryttere , mod Persien og kongen Dareios III.

Alexanders død

Efter den endelige sejr over perserne blev Alexander udnævnt til storkonge og arbejdede for at befæste sin magt. Han fortsatte dog felttoget til det nordlige Indien, hvor et truende mytteri tvang ham til at afbryde videre fremrykning. Tilbage i Persien bragte han orden i imperiets administration og kvalte et begyndende mytteri blandt sine egne soldater.

Alexanders karriere som leder og militær strateg sluttede i 323 f.Kr. En eftermiddag omkring d. 10.–11. juni 323 f.Kr. i Babylon døde Alexander af en mystisk sygdom. Han var kun en måned fra sin 33 års fødselsdag. Det er i tidens løb blevet fremsat forskellige teorier, der har prøvet at fastslå grunden til hans død. Herunder forgiftning, sygdom oven på en vild fest eller et tilbagefald efter malaria, som han havde fået i 336 f.Kr. De fleste kilder peger på, at Alexander døde af feber efter en særlig vild fest, men der er ikke nogen, der præcis kan afgøre, hvad Alexander døde af. En af de seneste teorier blandt læger er, at han døde af akut pancreatitis (bugspytkirtelbetændelse) på grund af stort alkoholindtag på kort tid.[1] Hans sygdomsbillede, der er nøje beskrevet, svarer fuldkommen til symptomatologien ved denne sygdom (men udelukker dog ikke andre muligheder). Den mest fremherskende medicinske teori var tidligere malaria, som dog ikke stemmer ret godt med sygdomsbilledet ifølge de medicinske historikere.

Der findes en dagbog fra 323-322 f.Kr., der fortæller om Alexanders død. Den befinder sig i dag på British Museum i London. Ifølge den blev Alexander på sit dødsleje udspurgt af sine generaler, til hvem han testamenterede sit kongedømme. Eftersom Alexander ikke havde nogen arving (hans søn Alexander IV var endnu ikke født, og han kunne alligevel først arve når han blev 20), var det et vigtigt spørgsmål. Det er nogen debat om, hvad Alexander svarede. Nogle mente, at Alexander sagde "Kratitso" (det betyder "til den stærkeste.") Det skulle vise sig at være vigtigt, hvordan han sagde dette, for andre mente, at han måske havde sagt, "til Kraterus", og grækerne udtaler "den stærkeste" og "Kraterus" på samme måde. Det er kun accenten, der er anderledes. De fleste mener, at Alexander havde til hensigt at vælge én af sine generaler. Et oplagt valg kunne have været Kraterus, da han var leder af den største del af Alexanders hær, (infanteriet), og fordi han havde vist sig som en glimrende strateg og havde de "ideelle" makedonske karaktertræk. Hvad enten Alexander havde ment det ene eller det andet, overgik kongetitlen til deling mellem Alexanders halvbror, Filip III, og Alexanders søn med Roxana, Alexander IV, med Perdikkas udpeget som de meget unge kongers regent og formynder.

På højden omfattede Alexanders rige foruden Grækenland det nuværende Egypten, Syrien, Libanon, Israel, Jordan, Tyrkiet, Irak, Iran, Afghanistan og Pakistan. Som enehersker gjorde han meget for at tilpasse sig de forskellige kulturer og lade sig hylde som gudefyrste af de lokale folkeslag – om dette skyldtes et forsøg på at skabe tværkulturelt sammenhold om herskeren eller blot var udtryk for egen magtlyst er ikke klart. Desuden tog han i vidt omfang lokale officerer og stormænd i sin tjeneste, hvis de viste sig loyale. Hans kurs var ikke altid populær hos hans makedonske landsmænd, idet nogle følte, at han svigtede sin baggrund. Endelig gennemførte han en hektisk aktivitet mht. bygrundlæggelser.

Efter Alexanders død brød riget forholdsvis hurtigt sammen under stridigheder mellem forskellige makedonske generaler, der alle ville være hans arvtagere. Der opstod de såkaldte diadokiske kongedømmer, hvoraf de tre største blev Det Seleukidiske Rige, Makedonien og Det Ptolemæiske Egypten.

Alexander synes at have været en dristig og energisk hærfører, der nåede store resultater, men han var også hensynsløs i krig og despotisk over for sine undersåtter, efterhånden som hans magt øgedes.

Se også

Kilder og litteratur

  1. ↑ C. N. Sbarounis (april 1997). "Did Alexander the Great die of acute pancreatitis?". Journal of Clinical Gastroenterology 24 (4): 294-296.

Andre

  • Flavius Arrianos: Alexandros’ Bedrifter samt om Indien og Nearchos’ Kystfart, oversat og oplyst ved Anmærkninger af M.Cl. Gertz. Kbh. 1913-15. (Antik hovedkilde til Alexanders liv)
  • Charles Mercer: Alexander den Store. Kbh. 1964. (Populærhistorisk skildring)
  • Bengt Liljegren: Alexander den Store. Kbh. 2005.


s·d·r
Antikken (ca. 800 f.Kr. til 500 e.Kr.)
Oldtidens Grækenland
Hellenismen
Alexander den Store  • Athens historie  • Diadokerne  • Græsk mytologi  • Makedonerne  • Theben  • Thrakien
Græsk litteratur
Aischylos  • Aristofanes  • Aristoteles  • Demosthenes  • Euripides  • Herodot  • Hesiod  • Homer  • Iliaden  • Ni lyrikere  • Odysseen  • Platon  • Sofokles  • Thukydid  • Xenofon
Den romerske republik
Det romerske kejserrige
Det østromerske rige (Byzans)
Romersk litteratur
Augustin  • Aulus Gellius  • Cicero  • Horats  • Livius  • Lukrets  • Martial  • Ovid  • Petronius  • Plautus  • Plinius den Ældre  • Plinius den Yngre  • Properts  • Quintilian  • Sallust  • Seneca  • Sveton  • Tacitus  • Vergil  • Æneiden
Persien
Se også: Andre indgange til historien
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Alexander_den_Store"

This article is from Wikipedia. All text is available under the terms of the GNU Free Documentation License.